Vi fortsætter serien ”Lær de forskellige kabale spil at kende”, og i denne uge er vi nået til del 2. Måske har du allerede prøvet at spille de kabale spil, vi foreslog i del 1? Ellers kan du finde en beskrivelse af de tre kabalevarianter her. Og så kan du ellers læne dig tilbage og glæde dig til tre nye kabale spil, som vi præsenterer for dig lige her!

Idiotkabalen

Hmmm, hvordan skal vi lige sige det på en pæn måde? Det er ikke alle, der forstår reglerne til 7 kabale eller de andre kabalevarianter. Til dem er idiotkabalen opfundet! Som navnet indikerer, kan selv en idiot finde ud af den!

Reglerne er simple. Her går det ud på at fjerne alle kort på nær esserne. Du starter med at lægge fire kort ved siden af hinanden. Er der kort i samme kulør, kan alle kort i denne kulør fjernes og dermed udgå af spillet – dog ikke det højeste kort. Når du har fjernet kortene, lægger du et nyt kort fra kortbunken ovenpå hver af de fire rækker. Sådan fortsætter du skiftevis med at fjerne kort og tilføje nye, indtil kabalen forhåbentligt går op. Det sker, når der kun er de fire esser tilbage.

Pyramide kabale

Når du spiller pyramide kabale, går det ud på at lave sæt af 13. Du starter med at bygge en pyramide med billedsiden opad. Første kortrække skal bestå af 7 kort, den næste af 6 kort, og så fremdeles. Herefter skal du flytte et af de nederste kort rundt, så du lægger dem på et andet kort, hvor den samlede sum er 13. Esser tæller for 1, mens knægte, damer og konger tæller for hhv. 11, 12 og 13. Du kan derfor flytte konger fra pyramiden med det samme uden at lægge dem på andre kort.

Når det ikke er muligt at danne et nyt par med en samlet værdi på 13, kan du i stedet vende kort fra kortbunken. Her kan du bruge nye kort til at lave nye par, som så forsvinder fra pyramiden.

En pyramidekabale går op, når alle kort – både dem i pyramiden og dem i kortbunken – er ude af spillet.

De tre tårne

Sidste kabale for i dag er kabale spillet de tre tårne. Her starter du med at placere tre små pyramider foran dig. De nederste rækker med kort skal indeholde fire kort, rækken over tre kort, osv. Herefter tages det øverste kort af kortbunken, og placeres ved siden af.

Nu kan alle kort, der er enten en lavere eller højere end det vist kort placeres på kortet ved siden af kortbunken. Er det viste kort f.eks. en 7’er, kan du lægge en 6’er eller 8’er derpå. Lægger du en 8’er ovenpå, kan du nu lægge en 7’er eller 9’er ovenpå den.

På den måde arbejder du dig op igennem de tre tårne. Kan du ikke lægge et kort fra de tre tårne, kan du i stedet bruge et kort fra den lukkede kortbunke. Men pas på! Kortbunken må kun spilles igennem én gang, og når du igennem kortbunken uden at tårnene er væk, har du tabt! Omvendt går kabalen op, hvis du får tårnene væk, inden bunken slipper op. Frem med kortene og se, om det lykkes!